Vietnam er et sandt mekka for madelskere – både for dem, som gerne bare vil spise og nyde, men også for sådan nogen som mig, der gerne selv vil prøve kræfter med det vietnamesiske køkkens lækkerier. Jeg har set madlavningskurser i stort set alle de byer, jeg har besøgt i Vietnam, og det er en sjov og lærerig måde at bruge en halv dag på. Man kommer i kontakt med den lokale madkultur på en spændende måde og lærer samtidig teknikker og tips, så man kan genskabe en lille bid af Vietnam i sit danske køkken.
Jeg havde et par afslapningsdage i den tidligere kejserby Hué, som er berømt for sin mad, og det var her, jeg var på madlavningskursus. Det kostede ca. 130 kr. for en halv dag inklusiv en tur på markedet, og det er klart noget af det mest interessante og underholdende, jeg har lavet i Vietnam. Vi blev hentet på vores hostel kl. 8.30 af vores søde underviser, som talte rigtig godt engelsk, og så kørte vi på det lokale marked. Her fik vi forklaret, hvad de grøntsager og frugter, som vi havde undret os over, var for nogle. Vi fik også en masse at vide om, hvordan man laver fiskesauce, brygger vietnamesisk kaffe og om familieliv i Vietnam. Vores underviser hjalp os med at købe de små metalfiltre, som man laver vietnamesisk kaffe med, så nu ligger der fire af dem og et par poser kaffe i min rygsæk, som jeg skal eksperimentere med, når jeg kommer til Bali.
Efter turen på markedet blev vi kørt til den restaurant, hvor vi blandt andet skulle lære at lave af friske forårsruller med hjemmelavet vietnamesisk sursød sauce, nuddelsuppe, som man spiser den i Hué og en meget friturestegt pandekage med svinekød. Der var sat to gasblus op uden for i skyggen– et rigtig fint set-up til kursets tre deltagere, og vi blev sendt ud for at vaske hænder – det gjorde vores underviser i øvrigt flere gange i løbet af dagen, hvilket jeg var rigtig glad for. Alle ingredienserne var gjort klar og sat frem i forvejen, så det var på med forklæderne, og så gik vi i krig. Underviseren fortalte, illustrerede og kommanderede rundt med os, og det var rigtig sjovt. Hun lærte os blandt andet, hvordan man ruller friske vietnamesiske forårsruller – fast men ikke for fast – så de bliver helt runde og fine.
Vi fandt også ud af, hvor meget fedtstof vietnameserne faktisk bruger i visse dele af deres madlavning. Flere gange undervejs lød det meget insisterende fra vores lærermester “Mere olie, mere olie”, når hun syntes, at vi var for fedtforskrækkede. Vi skulle lave en vietnamesisk pandekage, hvor man først kommer rigeligt med olie på panden og lader den varme op. Derefter hælder man dejen på, venter et øjeblik, og så hælder man godt med olie oven på dejen og vender pandekagen. Så fylder man pandekagen med svinekød og bønnespirer, folder den sammen på miden og tro mig eller lad være, så hælder man vel en deciliter olie over den fyldte pandekage og lader den stege videre i et par minutter – Brødrene Price og deres “rigeligt smør” kan godt gå hjem og lægge sig!
Resten af dagens menu var heldigvis noget mindre hjerteanfaldsfremkaldende og smagte rigtig dejligt. Vi fik udleveret et hæfte med opskrifter, som på klassisk vietnamesisk vis overhovedet ikke passede med den måde, vi rent faktisk lavede maden på, så jeg tog en masse noter undervejs. Jeg skal nok inden for overskuelig fremtid indvie jer i de bedste opskrifter fra det vietnamesiske køkken, som jeg lærte på kurset.
Efter små tre timer i køkkenet kunne vi sætte os til bord til et vietnamesisk festmåltid, som vi selv havde kreeret, og så sad vi og spiste og snakkede, indtil vi meget meget mætte og glade leverede forklæderne tilbage og gik veltilfredse hjemad.
4 kommentarer til “Madlavningskursus i Vietnam”
Tusind tak for en spændende beretning – jeg følger dig med glæde eg bliver meget inspireret til at spise mere grønt. Kh Tina
[…] forårsruller, som jeg lærte at lave på, da jeg var på madlavningskursus i Hué i Vietnam, er vegetarisk og fyldt med finthakket grønt og nudler, som blandes med æg og steges inden det […]
Hej Sofie
Hvad hed dette Kursus? Blev meget inspireret – og skla selv Hue.
Er det noget man kan booke hjemmefra?
Kh Theresa
Hej Theresa
For at være helt ærlig, så kan jeg ikke huske, hvad det hed. Jeg bookede det gennem mit hostel – der er madlavningskurser over det hele i Hué, og man behøver ikke at bestille hjemmefra.
Håber du får en dejlig tur!
Bedste hilsner,
Sofie