Kategorier
Konkurrence

Vinderen af MasterChefudfordringen 2014

mandag 27. januar  (1)

For et par uger siden gav jeg alle mine søde og dygtige læsere en udfordring – nemlig at skabe en toretters menu, som kunne laves på 1,5 time i MasterChefkøkkenet, og som indeholdt asparges og rabarber, som er to af mine yndlingsingredienser om foråret. Vinderen af konkurrencen får muligheden for at komme ind i det rigtige MasterChefkøkken, hvor der skal dystes om en plads som gæstedommer i den kommende sæson af MasterChef.

Jeg har fået flere rigtig gode bud, og tak for dem alle sammen! Det bedste kom fra Anna, som ud over at have sammensat en skøn menu, også står bag madbloggen Anna-Mad. Annas menu består af en lækker cremet speltrisotto med asparges, brøndkarse og citron til hovedret og en fin rabarbertrifli lagt sammen med hjemmelavede mandelmakroner og flødeskum rørt op med skyr og vanilje.

Annas risotto

I kan se opskriften på Annas speltrisotto her – udskift bare edamamebønnerne med asparges og voila, en rigtig forårsklassiker!

I skal heller ikke snydes for Annas trifli med rabarber, så den får I opskriften på lige her:

Annas rabarbertrifli med mandelmakroner og vaniljeflødeskum med skyr

Rabarberkompot
250 gram rabarber
En halv vaniljestang
Ca. 75 gram sukker
2 spsk. vand

Mandelmakroner
40 gram mandler
100 gram rørsukker
Ca. 1 lille æggehvide

Vaniljeflødeskum med skyr
2 dl piskefløde
En halv stang vanilje
Flormelis
2 spsk skyr

Start med at lave rabarberkompotten. Rens og skær rabarberne i tern. Kog dem med kornene fra en halv vaniljestang, vand og sukker – sukkermændgen afhænger af rabarberne sødme, så smag kompotten til. Lad det koge i ca. 15 minutter og køl af.

Til makronerne blendes mandler og sukker i en foodprocessor. Tilsæt så æggehvide, indtil konsistensen er grødagtig – det kræver ca. en lille æggehvide. Kom mandelmassen i en sprøjtepose og sprøjt dejen ud på bagepapir i cirkler på 2-3 cm og bag makronerne i cirka 20 minutter ved 125 grader. Lad dem køle af.

Når desserten skal spises, så pisk fløden til skum sammen med vaniljen og smag til med flormelis. Vend til sidst skyren forsigtigt i flødeskummet.

Anret triflien i små glas – knus først et par makroner, læg et par skefulde rabarberkompot oven på og derefter lidt flødeskum. Gentag på samme måde med endnu et lag og slut af med et drys knuste makroner.

Man kan eventuelt lade rabarbertriflien trække et par timer i køleskabet inden servering.

En kommentar til “Vinderen af MasterChefudfordringen 2014”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.