En aften i økologiens tegn
Jeg skal være den første til at indrømme, at det for mig som studerende med relativt få penge mellem hænderne er det en stor udfordring altid at købe økologisk, selvom jeg enormt gerne vil. Jeg var for nyligt til et arrangement hos Økologisk Landsforening, hvor jeg lærte mere om grundene til at købe økologi. Det var både en interessant og hyggelig aften, og selvom jeg her på bloggen meget sjældent skriver rapportager, synes jeg alligevel, at jeg ville dele både min nye viden samt nogle af de smukke billeder fra arrangementet med jer.
Det er altid hyggeligt at møde sine søde bloggerkollegaer og samtidig lære noget nyt. I løbet af aftenen fik vi dejlig mad lavet af økologisk sommermælk, lærte en masse om at smage på mælk, som indeholder over 240 forskellige smagsstoffer, hvilket jeg i hvert fald ikke vidste, og så blev vi også klogere på livet på et økologisk landbrug.
Gode grunde til økologi, som du måske ikke kender
Vi kender det nok alle sammen godt. Man står i supermarkedet og skal for eksempel købe mælk, smør eller ost, og næsten instinktivt rækker man ud efter den ikke-økologiske version, fordi den er billigere. Eller man sidder til et middagsselskab, samtaleemnet falder på bæredygtighed og økologi, og man ved ikke helt, hvad man skal sige – enten køber man ikke økologisk, fordi det er for dyrt, måske har man ikke taget stilling, eller måske køber man økologi ud fra en følelse af, at det er pengene værd, men uden helt at være klar over, hvori værdien egentlig består.
Men hvad får man så for pengene? Arrangementet om økologi gav mig nogle helt nye argumenter for, hvorfor man skal lægge den økologiske mælkekarton og pakken med solgult økologisk smør i indkøbskurven. Personligt køber jeg økologi, fordi jeg synes, at vi skal behandle dyrene ordentligt. En ko skal på græs, en gris skal rulle sig i mudder, en høne skal have en pind at sidde på og jord at skrabe i, men faktisk er der også rigtig mange andre gode argumenter, som jeg i hvert fald ikke havde tænkt på.
Økologiske køer skal have adgang til daglig motion og lever et mere naturligt liv med grovfoder og græs under klovene. I modsætning til konventionelle køer, så skilles kalvene ikke lige så hurtigt fra deres mødre, og de skal have komælk i minimum tre måneder efter fødslen, og det synes jeg er vigtigt. Økologiske køer må for eksempel heller ikke køres længere end otte timer, når de skal slagtes – til forskel fra deres mindre heldige artsfæller, som må udsættes for en transporttid på op til 29 timer med en times pause. Det synes jeg personligt var meget tankevækkende. Men økologi er ikke bare godt for dyrene, det er også godt for den som spiser produkterne – den økologiske mælk indeholder for eksempel flere omega 3-fedtsyrer, fordi køerne spiser frisk græs og mere D-vitamin, fordi de går ude. Økologiske marker har en lagt større biodiversitet – der er i gennemsnit over 30% flere vilde planter og dyrearter på en økologisk mark, fordi der ikke bliver sprøjtet. Det kan både smages i de økologiske produkter, og samtidig hjælper det med at beskytte vores grundvand og natur, hvilket jeg synes også er værd at tænke på.
Vil du læse mere om grundene til at vælge økologisk og få tips til, hvordan det kan hænge sammen økonomisk at leve på økologisk, så klik ind på I love Øko
Jeg var så heldig at få en rigtig lækker goodie bag med en masse mælkeprodukter med hjem så mon ikke, der skal bages i weekenden?