Sydøstasiens eksotiske frugter

I løbet af min rejse gennem Thailand, Vietnam og Indonesien er jeg stødt på utroligt mange frugter, som jeg aldrig eller kun yderst sjældent har set før. Jeg har gået rundt på de lokale markeder og kigget på, duftet til og mærket på alle disse eksotiske frugter og sukket over ikke at have et køkken. En del af frugterne kender jeg selvfølge godt i forvejen – knaldgrønne pomeloer, kæmpemæssige passionsfrugter, papayaer i alle farver fra dybgul til den fineste forårslysegrønne og oceaner af perfekt modnede mangoer, men der har også været rigtig mange frugter, som jeg ikke kendte så forfærdelig meget til.

Nu hvor jeg er kommet til Bali og har fået et køkken, er det så blevet på tide at gå på opdagelse i alt, hvad Sydøstasien kan tilbyde af eksotiske frugter, så for et par morgener siden stod jeg meget tidligt op, hoppede på min scooter og kørte ned til det store lokale markedet, hvor jeg købte alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af af spændende frugt. Her kommer så en lille oversigt over mine fund.

Rambutanen, der vokser i store klaser på træer, er almindelig i hele Sydøstasien, og træet kan gro alle steder i troperne. Frugten er på størrelse med en abrikos, har rødligt “hår” over det hele og en tynd skræl. Den minder både i smag og konsistens helt utroligt meget om en litchefrugt og har ligesom litchen også en sten i midten, som man ikke spiser. Frugtkødet er blødt og næsten gennemsigtigt mælkehvidt og smager mildt og sødt. Det er meget let at skrælle en rambutan. Man skær i lille snit i den ene side med en kniv, vrider den forsigtigt op, og derefter bør man kunne tage frugten ud uden problemer. De holder sig bedst, hvis de stadig er på grenen og ellers bør de opbevares i køleskab.

Mangosteen er nok min yndlingsfrugt herude. Den smager helt vidunderligt. Den bedste måde at forklare på, hvordan den smager er at sige, at den smager af alt det gode fra troperne. Den er usandsynligt aromatisk, har den perfekte balance mellem sødt og syrligt, blødt og sprødt og er helt igennem eksotisk. En mangosteen er på størrelse med en klementin, har en hård mørkelilla skræl og hvidt frugtkød, som mest af alt ligner et helt syltet hvidløg, når man åbner den. Den er en anelse svær at gå til, men med en lille skarp kniv kan man forsigt skære hele vejen rundt midt på uden at beskadige selve frugten, derefter tages toppen af og til sidst vippes frugten ud. Hvis nogle af frugtens “fed”, af mangel på et bedre ord, er store, så kan der være en lille sten inde i, som ikke kan spises. Mange steder laver man te på skrællen, som siges at have mange gode medicinske egenskaber, og man kan lave juice af frugtkødet, men det synes jeg personligt er synd nu, hvor mangosteenen smager så dejligt i sig selv.


Dragefrugt eller pitaya er almindelige i hele Sydøstasien, kommer i en rød og en hvid variant og er på størrelse med en lille honningmelon. Her på Bali er den røde variant altdominerende, men i Vietnam fik man primært den hvide. Dragefrugt er lidt melonagtig, smager meget mildt og lidt sødt, og den har en rigtig fin sprød og læskende konsistens, som gør den meget lækker her i den tropiske varme. Man spiser ikke skrællen, så den letteste måde at ordne den på, er at skære den igennem på langs og derefter forsigtigt vippe skrællen af. Det gøres meget simpelt og så skære frugten i tern. Pas på med den røde, for den farver rigtig meget. Kig efter dem med en fast konsistens og skrigpink skræl uden misfarvninger.

Slangeskindsfrugt (snake skin fruit på engelsk) eller salak hedder denne sjovt udseende frugt, som jeg aldrig havde set, før jeg kom til Bali, og den er, så vidt jeg kan læse mig frem til, primært balinesisk. Jeg var mildest talt noget skeptisk, for skrællen ligner virkelig slangeskind og er på en eller anden facon ret utiltalende. Jeg købte et par stykker alligevel og blev meget positivt overrasket over denne lille frugt, som cirka er på størrelse med en figne. Frugten smager fint sødt, er ret sprød og minder i virkeligheden lidt om en meget aromatisk pære. Der er to varianter, en der er meget sød og blød og en knapt så sød men til gengæld meget sprød. Salaken er består af tre frugter inden i, er meget let at skrælle og har en lille sten i midten af den største af frugterne. At dømme efter udseendet skulle man ikke tro det, men det er faktisk en rigtig lækker frugt – og så vokser den på palmer, hvilket jeg aldrig selv havde gættet.

Stjernefrugt eller carambole er nok en af de eksotiske frugter, som man oftest støder på i Danmark. Den er – sjovt nok – stjerneformet, når man skærer den i skiver og har en fin syrlig sprødhed, som jeg godt kan lide. Når frugten er moden bliver den gul med letbrune kanter og har ofte små kerner i midten, som jeg personligt ikke spiser. Kernene burde dog være totalt ufarlige. Man behøver ikke at skrælle en stjernefrugt, den kan spises, som den er og pynter fx fint i en frugtsalat eller på en chokoladekage.

Guava er en frugt, som trives i stort set alle tropiske områder, og som derfor findes i mange forskellige varianter, der smager og ser forskellige ud. I Sydøstasien har jeg primært set to slags. En grøn variant, som jeg personligt ikke synes smager godt, med mælkehvidt frugtkød, som har konsistens som en umoden pære, og så den svagt røde, som hedder en æbleguava. Det er den, som jeg har med her. Den er på størrelse med et æble og ligner en tomat en lille smule. Frugten skal være fast med let vokset skræl, men den må ikke være hård. Kødet er svagt rødt, og der er kerner i midten, som man kan fjerne eller spise med alt efter temperament. Æbleguava smager ret specielt og minder egentlig ikke om andre frugter, jeg kan komme i tanke om. Jeg kan forestille mig, at man enten elsker eller hader den. Herude har jeg set den i masser af juice og smoothies men aldrig i fx en frugtsalat.

Disse frugter er bare et udvalgt af alle de fantastiske eksotiske frugter, som Sydøstasien byder på, så det er ikke utænkeligt, at jeg går i krig med nogle flere på et tidspunkt, for sådan et eksotisk frugtfad er en dejlig morgenmad!