I december kan man godt blive træt af and på klassisk dansk manér, så her er et bud på en helt anderledes anderet. Da jeg boede i Kina spiste jeg massevis af stegte nudler med forskelligt fyld, og en af mine yndlingsvariationer var ho fan (brede risnudler) stegt med æg, masser af grønt og and, hvis det skulle være rigtig fancy. Det er denne ret, som jeg har forsøgt at genskabe her.
Til krydringen af anden bruger jeg den klassiske kinesiske krydderiblanding wǔxiāngfěn – kinesisk femkrydderi, som er en uundværdigt i det kinesiske køkken. Det er en meget aromatiske krydderiblanding, som består af stjerneanis, nelliker, kanel, fennikel og sichuanpeber. Femkrydderi er fantastisk til især and og svinekød.
Kinesisk andebryst med sprøde grøntsager og stegte nudler
1 andebryst
Marinade til anden:
2 tsk. femkrydderi
3 tsk. soja
2 tsk. shaoxing vin (kinesisk risvin)
1 tsk. honning
1 tsk. moset ingefær
Til nudlerne:
100 gram ho fan (tørrede brede risnudler)
300 gram grønne grøntsager (fx hvidkål, kinakål, brocoli, sukkerærter, forårsløg)
1 rød chili
2 æg
2 spsk. lys og mørk soja
Evt 1 tsk. chilisauce med hvidløg
Bland ingredienserne til marinaden, og marinér andebrystet i mindst 1 time eller længere – gerne natten over. Tør de mest af marinaden e af andebrystet, brun det, og steg det derefter ca. 10 minutter på hver side ved middel varme.
Lad andebrystet trække tildækket i fem minutter, og skær det derefter i tynde skiver.
Imens koges nudlerne efter anvisningen på pakken – typisk 8-10 minutter i letsaltet vand. Skyl nudlerne og lad dem dryppe af i et dørslag.
Skår grøntsagerne ud i mundrette stykker – broccolien i små buketter, forårsløgene i skiver, kålen i store tern osv. Skær chilien i tynde skiver.
Varm en stor stegepande eller en wok op, og lynsteg grøntsagerne og chilien i lidt olie, til de er næsten færdige og stadig har godt med bid.
Tag grøntsagerne af panden/wokken, og varm den op til højeste varme med lidt olie. Slå æggene ud, pisk dem sammen og hæld dem ud på panden. Lad dem stege et øjeblik og vend dem så, så de bliver en art hård stegte røræg.
Når æggene har stegt et par minutter tilsættes de afdryppede nudler – tilsæt evt. lidt mere olie – og steg nudlerne sammen med æggene. Tilsæt soja og chilisauce, grøntsagerne og andebrystet. Vend det hele rundt, smag til med sukker og salt og servér.
2 kommentarer til “Andebryst med kinesisk fivespice, sprøde grøntsager og stegte nudler”
Det ser sku lækkert ud og ikke så tungt som traditionel dansk julemad
Tak – det var netop intentionen, at det ikke skulle være tungt! 🙂