Kategorier
Sødt

Syrlig citronkage med birkes

Citronkage, med glasur, marts 2013

Citronkage, et stykke, marts 2013
Påsken er lige rundt om hjørnet, og det er blevet tid til friske, lyse og lette ting, der minder om forår, solskinsmorgener og bøgetræer. Denne citronkage med birkes er perfekt til eftermiddagskaffen eller som afslutning på en dejlig påskefrokost. Citron og birkes passer virkelig fint sammen, og kagen er syrlig uden at være sur, saftig uden at være tung, og så knaser den lidt mellem tænderne.

Min citronkage er virkelig let at lave – der er ingen æg, der skal piskes, eller mel, der skal sigtes. Den skal bare røres sammen og så i ovnen. Den varme kage overhældes med en skøn citronsirup og skal så trække et par timer, så kagen bliver lidt svampet og citronsmagen endnu kraftigere. Citronkagen er dejlig nybagt, men smager også glimrende dagen efter.

Opskrift på citronkage med birkes
Springform på 24 cm.

Til kagen
250 gram hvedemel
250 gram smør
250 gram rørsukker
Skal og saft af 2 store eller 3 små økologiske citroner
5 spsk. birkes
4 æg
1½ tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljesukker

Citronsirup
Saft af 2-3 økologiske citroner
Skal af 1 økologisk citron
150 gram rørsukker

Glasur
Saft af ½ citron
150 gram flormelis
Lidt gul madfarve (ikke Dr. Oetkers – den smager rædsomt)

Smelt smørret. Bland imens mel, sukker, bagepulver, vanilje, citronskal og birkes sammen.

Citronkage, ingredienser, marts 2013

Rør smør, citronsaft og æg i dejen, og hæld den i en springform på 24 cm foret med bagepapir.

Citronkage, klar til at blive bagt, marts 2013

Bag kagen i 35-40 minutter ved 175 grader, indtil den er gennembagt og gylden.

Imens kagen bages, så kommes ingredienserne til citronsiruppen i en lille gryde og varmes op, indtil sukkeret er opløst.

Straks efter at kagen er taget ud af ovnen, prikkes den med en kølnål og overhældes med citronsiruppen. Lad kagen trække til den er kold.

Citronkage, færdigbagt med sirup, marts 2013

Når kagen har trukket, laves glasuren – bland ingredienserne og rør sammen til en homogen masse, tilsæt evt. lidt vand, hvis glasuren bliver for tyk.

Overhæld kagen med glasuren og servér.

Citronkage, et stykke1, marts 2013

13 kommentarer til “Syrlig citronkage med birkes”

Hej Sofie.din birkeskage smager fantastisk.
For at få glasurer gul kom jeg revet citronskal i ,istedet for gul farve.

Hej Gitte

Mange tak for din søde kommentar – jeg er glad for, at du kunne lide kagen! Citronskal er en god idé, det vil jeg selv gøre næste gang.

Bedste hilsner
Sofie

Svar

Hvor sjovt! Jeg har også bagt citronkage med blå birkes, men jeg tilsætter også marcipan i mon opskrift. Det synes jeg giver et god fyldig smag! Mvh Ulrika

Jeg bagte kagen som et alternativt påskeæg til min mor og den vakte stor lykke! Den smagte helt fantastisk og selv min lillebror, der ikke er den store kagespiser (familiens sorte får..), var vild med den og spiste flere stykker. Og den var ikke engang så svær at lave. Selv om jeg ikke havde noget gul farve til glasuren, blev den ganske vellykket alligevel 🙂 Så tak for opskriften! Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg laver den.

Jeg bager en lignende version men din version opskrift rigtig god. Helt fantastisk påskekage
🙂

Dette er jo samme opskrift som Camilla Plum. Tro nu jeg holder mig til originalen frem for denne afskrift.

Hej Mette

Jeg har forsøgt at google mig frem til Camilla Plums opskrift – og den, jeg finder, er ikke den samme som min. Jeg har ikke kopieret hendes opskrift, men citronkager med birkes indeholder af naturlige årsager rigtig mange af de samme ingredienser. Jeg håber, at Camilla Plums citronkage smagte godt!

Bedste hilsner
Sofie

Svar

Den kage er fantastisk, dog synes jeg der skal lidt mindre citronsaft i. Men ellers er det den bedste kage jeg har smagt.

Hej Anny

Tak for din søde kommentar 🙂 Det varierer jo lidt, hvor syrlig man kan lide sin kage, men godt du kunne lide den!

Bedste hilsner
Sofie

Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.