Vi har været på barselsvisit hos nogle af vores venner, som har fået den sødeste lille pige. Jeg er ekspert i at bruge alle anledninger til at bage, så jeg havde kreeret disse lyserøde cupcakes med hindbær til lejligheden. Selvom den lille dame endnu ikke kan spise den slags, og selvom jeg kom til at overpiske icingen, så tror jeg, at de faldt i god jord.
Opskrift på cupcakes med hindbær og hvid chokolade
12-14 cupcakes
125 gram blødt smør
200 gram sukker
2 æg
½ vaniljestang
1,5 dl mælk
1,5 tsk. bagepulver
Lidt salt
275 gram mel
175 gram hindbær (optåede frosne er fine)
100 gram hvid chokolade hakket groft
12-14 muffinforme af silikone eller papir (eller begge dele)
Diverse former for pynt – sukkerkugler, krymmel, sukkerdyr osv.
Rør sukker, smør og vanilje blødt og tilsæt så æggene et ad gangen med grundig omrøring efter hvert æg. Kom mælken i dejen og sigt så bagepulver, et nip salt og mel i dejen, og rør det hurtigt sammen. Tilsæt til sidst hindbærrene og den hakkede hvide chokolade.
Rør dejen forsigtigt sammen og fordel den i formene – ca. trekvart op. Jeg bruger papirforme i mine silikoneforme, så risikerer man ikke, at dejen flyder ud.
Bag kagerne ved 175 grader i ca. 15 minutter, og lad dem derefter køle af. Imens de bliver kolde, kan man lave sin icing.
Icing
100 gram blødt smør
75 gram flødeost – helst ikke light
100-125 gram flormelis
1 spsk. hindbærstøv – kan købes online fx hos Mill&Mortar
Lidt rød frugtfarve
Rør smør, hindbærpulver og flormelis blødt og luftigt og tilsæt derefter flødeosten og frugtfarven, indtil farven er den ønskede nuance af lyserød. Hvis man gerne vil lave en flot icing, som kan sprøjtes ud i fantasifulde former, fremfor en lidt for flydende masse (sådan som min blev denne gang), så skal man ikke piske den for meget.
Fordel icingen på de kolde cupcakes og pynt med krymmel osv.
Opbevar kagerne på køl, hvis de ikke skal spises med det samme.
2 kommentarer til “Hindbærcupcakes med hvid chokolade”
Aww… De ser herre lækre ud. Jeg har slet ikke haft tid til at bage, eller økonomien til det… Men jeg har faktisk frosne bær, så måske kunne man bikse noget sammen… Jeg har alle ingredienserne, teknisk set… Måske mangler jeg flødeost, men det er dét.
Du kan da altid forsøge 🙂 Hvis du prøver, så vil jeg gerne høre om det!