Da jeg boede i New Zealand havde vores udlejer en kogebog fra Colorado stående i reolen, og i denne kogebog fandt jeg den bedste cookieopskrift, jeg har prøvet – opskriften på oatmeal and raisin cookies. Jeg har tit bagt cookies og har næsten altid været småutilfreds med resultatet, for jeg har aldrig helt kunne ramme den der sprøde, seje og alligevel lidt bløde konsistens, men med opskriften fra The Colorado Cookbook i hånden lykkes det til perfektion hver gang.
Jeg har tilpasset målene, så de nogenlunde passer til danske måleenheder. Opskriften er egentlig til cookies med rosiner, men man kan fint udskifte rosinerne med fx chokolade, tilsætte andre krydderier eller komme nødder i dejen.
Havregrynscookies
40-60 afhængig af størrelsen
3 æg
125 gram rosiner
½ stang vanilje
225 gram blødt smør
220 gram brun farin
200 gram sukker
315 gram hvedemel
180 havregryn
1 tsk. kanel
1 tsk. salt
2 tsk. natron
Start med at piske æggene sammen med vaniljekornene. Kom rosinerne i æggene og lad det stå i en times tid – så tørrer rosinerne ikke ud under bagningen.
Rør smør og de to slags sukker blødt, tilsæt rosin- og æggemassen, og rør så havregryn, salt, hvedemel, kanel og natron i dejen.
Form runde kugler af dejen af en god spiseskefuld dej per kage. Sæt kuglerne ud på bageplader med god afstand imellem
Bag småkagerne i 12-15 minutter ved 175 grader. Tag småkagerne ud af ovnen, lad dem køle af og spis dem – fx på klassisk amerikansk manér sammen med til et glas kold mælk.
4 kommentarer til “Sprøde havregrynscookies med rosiner”
De ser gode ud, Sofie. Jeg plejer også at bruge en almindelig cookies opskrift og så bruge daim i stedet for chokolade. Mums! Jeg synes, at blandingen af havre gryn og farin gør hele forskellen, når det kommer til stykket:)
Daim – det lyder godt! Jeg kommer også nogle gange M&M’s med peanuts i, det er også vildt godt 🙂
Ihh de har jo bare den bedste smag!!!! Desværre blev mine ikke sprøde, men bløde! Hvordan tror du det kan være?
Hej Camille
Der kan være en del årsager, umiddelbart er det nok enten fordi, at de ikke er blevet bagt helt længe nok – alternativt, så har småkagerne måske ikke kølet af på en rist? Hvis de ikke køler af på en rist, så risikerer man, at dampen gør dem bløde.
Bedste hilsner
Sofie