Marokkansk tagine med oksekød, svesker og søde kartofler

Tagine

Tagine med oksekød, søde kartofler og svesker

Når kulden begynder at sætte ind, så får jeg lyst til at sætte gryderetter over. Gerne dem, som er godt krydrede og dufter og smager af varmere himmelstrøg. En af de klare favoritter er denne marokkansk inspirerede gryderet med smørmørt oksekød, søde kartofter og svesker krydret med ras el hanout – en marokkansk krydderiblanding, som bl.a. indeholder kanel, kardemomme, rosenblade, chili, nelliker og ingefær. Jeg serverer retten med couscous, et drys hakket koriander eller bredbladet persille og lidt hakkede mandler, lukker øjnene og forestiller mig, at jeg sidder i på en bazar i Marrakech fremfor i kolde København.

Denne ret er baseret på en klassisk marokkansk tagine med oksekød. Retten er opkaldt efter en nordafrikansk lergryde med låg, som hedder en tagine, men sådan en har jeg ikke. Til gengæld har jeg været så heldig at få en lækker tykbundet gryde fra Eva Trio i aluminium, som fordeler varmen op langs siderne, og derfor egner sig super godt til gryderetter, så har jeg valgt at lave min marokkanske oksekødsret i min fine nye gryde – og det fungerer glimrende.

Marokkansk tagine med oksekød, svesker og søde kartofler
Til 4 personer

800 gram oksekød i tern fx bov eller klump
4 spsk ras el hanout (fx fra Asa )
1 tsk stødt koriander
1 tsk spidskommen
½-1 tsk chili
2 løg
2 fed hvidløg
1 dåse forkogte kikærter (400 gram)
2 søde kartofler (ca. 400 gram)
En dåse tomatpure
7 dl oksefond
Olie til stegning
100 gram svesker
En dusk koriander eller bredbladet persille
En håndfuld mandler
Couscous

Mariner kødet i ras el hanout, salt og peber – meget gerne natten over, men ellers bare et par timer.

Tagine med oksekød, søde kartofler og svesker

Hak løg mellemfint og steg over middelvarme i en gryde, der er stor nok til at indeholde hele retten. Steg til løget er gennemsigtigt men ikke har taget farve. Tilsæt så hvidløg stødt koriander, spidskommen og chili og steg videre i et minut.

Mens løget steger, varmes en stor stegepande op med godt med olie, og kødet brunes grundigt på alle sider.

Tagine med oksekød, søde kartofler og svesker

Kom kødet op til løg og krydderier og tilsæt tomatpure og oksefond. Lad det nu simre i 2-2,5 time under låg, til kødet er ret mørt.

Skræl de søde kartofler og skær dem i grove tern.

Tagine med oksekød, søde kartofler og svesker

Tilsæt dem sammen med de afdryppede kikærter og sveskerne til retten og lad det hele simre i yderligere 30 minutter. Hvis retten virker for våd, så lad det simre uden låg.

Hak koriander eller bredbladet persille, hak og rist mandlerne og kog couscoussen efter anvisningerne på pakken.

Server gryderetten dampende varm med couscous, koriander og mandler.

Tagine med oksekød, søde kartofler og svesker

Indlæg tagget som : , , ,
Relaterede indlæg

4 Diskussioner om dette post

  1. Sysleren siger:

    Nui, det ser lækkert ud! Jeg bruger også en gryde som erstatning for en tagine. Det fungerer fint, men en eller anden dag skal jeg vist have anskaffet mig en alligevel.

  2. Henriette siger:

    Tak for opskriften Sofie. Lavede retten igår, og den smagte intet mindre end fantastisk :-)

Skriv en kommentar