Der er ikke noget, der slår en god kartoffelsalat. Denne her er min hofsalat om sommeren – den skønne blanding af kartofler,grønt og en lidt skarp sennepsdressing er bare godt. Salaten bliver lækrest, når man bruger de bedste sommerfriske ingredienser – lækre små nyopgravede kartofler, saftige, solmodne tomater, sprøde grønne asparges, cremet bøffelmozzarella og masser af frisk basilikum.
Salaten er god fx som fyldigt tilbehør til sommeren grillede kød og kan laves i forvejen.
Kartoffelsalat med tomater, asparges og mozzarella
Til fire personer
400 gram små nye kartofler
250 gram tomater
250 gram grønne asparges
En kugle bøffelmozzarella
En god håndfuld basilikum
Sennepsdressing
1-2 spsk grov sennep (ikke for stærk)
4 spsk koldpresset rapsolie
3 spsk hvidvinseddike
En halv tsk honning
Citronsaft
Salt og peber
Bland alle ingredienserne til dressingen undtagen citronsaft, salt og peber og rør eller ryst den grundigt sammen. Den skal være ret tyktflydende og rimeligt homogen. Smag til med salt, peber og citron. Dressingen skal være skarp men ikke stærk.
Rens og kog kartoflerne til de er lige præcis færdige – giv dem hellere en anelse for kort end for lang tid. Skær tomaterne i både eller halvver dem afhængigt af størrelsen. Skær mozzarellaen i grove tern.
Knæk bunden af aspargeserne og skær dem i mindre stykker. Overhæld med kogende vand, og lad dem trække 4-5 minutter i vandet, til de er tilberedte men stadig har godt med bid.
Pluk en god håndfuld blade af den friske basilikum, bland hele herligheden og overhæld med dressing. Salaten tager ikke skade af at stå og trække et par timer, men tilsæt så basilikummen til sidst.
Server som tilbehør til grillet culottesteg, laks eller som fyldig frokostsalat.
2 kommentarer til “Kartoffelsalat med tomater, asparges og mozzarella”
Hejsa 🙂 kan jeg bruge en god olivenolie i stedet for rapsolie?
Mvh. Sanne
Hej Sanne
Beklager det sene svar – ja du kan sagtens bruge olivenolie 🙂
Bedste hilsner
Sofie