Man siger jo, at morgenmaden er dagens vigtigste måltid, og personligt fungerer jeg også bedst, hvis jeg har fået en god morgenmad. I weekenden kan man rigtig kræse om morgenmåltidet, men på hverdage skal det helst gå stærk – men det er ikke ensbetydende med, at det behøver at være kedeligt.
Denne hjemmelavede müsli er rimelig sund, har ret højt fiberindhold og indeholder det gode fedt fra nødder og frø. Den smager super oven på en portion græsk yoghurt eller drysset over en portion havregryn, som bliver lidt frækkere med en god topping. Med sådan en morgenmad, så kommer man lettere igennem kolde og mørke januarmorgener.
Min opskrift er egentlig mest en fremgangsmåde, og man kan bruge andre gryn, nødder, frø og tørret frugt. Man kan for eksempel også tilsætte en håndfuld tørret æble skåret i mindre stykker eller lidt ristet kokos.
Opskrift på honningristet müsli
2 spsk honning
75 gram mandler
75 gram solsikkekerner
100 gram byggryn
100 gram havregryn
50 gram rosiner
Find din største pande frem og smelt 2 spsk honning på rimelig høj varme. Hak imens mandlerne groft og hæld dem på panden sammen med solsikkekernerne, når honningen er smeltet.
Lad nødder og frø riste et par minutter i honningen under omrøring. Når mandlerne har fået lidt farve, så tilsæt grynene, og lad müslien stege videre, indtil den er gylden. Det går ret hurtigt, og det er vigtigt at røre i massen konstant, så den ikke brænder på.
Tag panden af varmen og tilsæt rosinerne. Hæld derefter müslien over på en bradepande beklædt med bagepapir, og lad müslien køle af.
Når müslien er kold, så skal den røres igennem, så den brydes lidt op. Opbevar den i en lufttætbeholder og forsød så din morgenmad med et drys lækker knas.
26 kommentarer til “Knasende honningristet müsli”
Hej 🙂
Jeg syntes jeg har gjord ligesom der står i opskriften, men syntes den er meget klistret og blød???? Er det rigtig? 😉
Hej Bettina
Jeg er ked af, at müslien ikke blev, som du havde forestillet dig. Der kan være flere ting, der spiller ind – var det fugtigt i vejret, da du lavede den? Hvis den fik fugt, da den kølede af, så kan det ske. Alternativt kan det være, at du skulle have ristet den lidt længere tid på panden. Jeg håber, at det lykkes næste gang!
Bedste hilsner
Sofie
Mmmm, har lige lavet denne musli efter din opskrift og venter nu på den køler ned. Men har tyv startet lidt og smagt og bortset fra mandlerne er lidt bløde (nok fordi de er varme endnu) så smager det jo som slik. 🙂 og er bare 100% sundere end slik.
Tak for opskriften, håber det bliver endnu bedre når det er kølet ned.
P.S synes dog min ser meget mørkere ud end på dit billede….. Kan det være fordi jeg har brugt flydende honning end hvad der står i opskriften? Jeg har også brugt en del mere af det end hvad du skriver 🙂
Hej Anne Mette
Tak for din søde kommentar 🙂 Jeg tyvstarter også altid, det er jo det rene slik! Mandlerne plejer at blive hårde igen, når müslien er kølet helt af. Farven kan godt skyldes honningen, men det kan også være fordi, at du har ristet müslien lidt hårdere, end jeg har gjort.
Bedste hilsner
Sofie
Har lavet müsli´en et par gange, altid med held, den er rigtig lækker. Jeg veksler lidt mellem nødder og mandler, og skifter også gerne rosiner ud med tørrede tranebær. Har fået noget dadelhonning fra Israel, som er en smule mere bittert end blomsterhonning, men det giver en god smag i müsli’en.
Hilsen Jane
Hej Jane
Jeg er glad for at høre, at du kan bruge opskriften – det lyder godt nok lækkert med dadelhonning! 🙂
Bh
Sofie
Mmmmhhh!! Har lige lavet den, og hold nu op, hvor er den lækker! Første gang jeg nogensinde har lavet Müsli og bestemt ikke sidste gang 🙂
Hej Maja
Dejligt at høre, at din müsli blev en succes!
Bedste hilsner
Sofie
Hvor lang tid kan den holde sig ??
Hej Mille
Undskyld det sene svar. Det kan sagtens holde sig i hvert fald i et par uger i en helt lufttæt beholder.
Bh
Sofie
Hej Sofie.
Kæresten og jeg har lige begivet os ud i et müsli-projekt og venter nu i spænding. Vi tyvstartede og det smagte som candy, candy. Mumsi.
Dog er vi spændte på om müslien bliver blød, da vi glemte det med byggrynene. Måske et øv? Glæder os til at smage på varerne 🙂 ;-))
Tak og gode hilsner fra kæresterne 🙂
Hej Cille
Du må meget undskylde mit sene svar, jeg har været travlt optaget af eksaminer! Jeg håber, at müslien blev god! Opskriften er mere retningslinjer end en decideret opskrift, så den burde være blevet fint sprød, selvom I ikke havde byggryn i.
Bedste hilsner
Sofie
Jeg er madlavningsrookie, så har faktisk lidt optur på over at jeg fik lavet en god müsli. Tak for en god opskrift og en god vejledning!
Hej Carsten
Jeg er glad for at høre, at opskriften fungerede for dig! Hvis du har spørgsmål til andre ting, så siger du bare til 🙂
Bedste hilsner
Sofie
Hej Sofie,
Så fik jeg kastet mig ud i din opskrift, dog med lidt variationer i form af; hasselnødder og græskarkerner istedet for byggryn. Det er en succes, men dog skal der lidt mindre honning i næste gang siger han. Men lækkert første gangsforsøg 🙂
BH
Malou
Hej Malou
Det lyder som en lækker kombination – hvor meget honning, man kommer i, er også en smagssag. Generelt er det mere en fremgangsmåde end en egentlig opskrift.
Bedste hilsner
Sofie
Har lige lavet en omgang til min datter med en tvist af kakao. håber det falder i hendes smag:-)
Hej Ursula
Det lyder som et lækkert tvist – håber det faldt i din datters smag!
Bedste hilsner
Sofie
Ved man hvad energi forholdene er i denne musli? 🙂 eller bare mængden af kalorier?
Hej Maria
For nu at være helt ærlig, så aner jeg det ikke. Den slags er ikke rigtig min stærke side desværre.
Bedste hilsner
Sofie
Hej Sofie? nú har jeg prøvet din müsli, den er simpelthen så god og sprød, smager meget godt???❤️
Hej Anssa
Det er jeg glad for at høre 🙂 Tak!
Bedste hilsner
Sofie
Hej Sofie.
Tusind tak for din musli opskrift. Jeg har aldrig været fan af færdigkøbt mysli men denne er jeg helt pjattet med. Jeg er endda begyndt at eksperimentere med chia frø og hørfrø, det bliver fantastisk lækkert.
Mvh Louise
Hej Louise
Jamen tak, og det er jeg da glad for at høre! Chiafrø – det må jeg også prøve 🙂
Bedste hilsner
Sofife
Kan man bruge bygflager istedet for byggryn ? Giver det en forskel ?
Hej Jennifer
Beklager det sene svar – du var røget i mit spamfilter af uransagelige årsager. Med müsli har man ret frie hænder, det er faktisk mere en fremgangsmåde end en decideret opskrift, så jeg vil sige bare kast dig ud i det og prøv dig frem. Jeg kommer tit alt muligt andet i min 🙂
Bedste hilsner
Sofie