Nøddetærte med mazarin og karamel

nøddetærte, færdig, feb 2013

Jeg havde lovet at medbringe desserten til fredagsmiddag i litteraturvidenskabspigernes madklub, og samtidig var jeg blevet ramt af en stor trang til at bage. Tidligere på ugen havde jeg købt en masse nødder, og jeg havde en god portion marcipan tilbage fra sidste gang jeg bagte æble-kanelmuffins – så jeg besluttede, at disse to ting skulle bruges til bageprojektet.

Valget faldt på en syndig sag, som jeg ikke havde fået i umindelige tider – en nøddetærte med marazin og karamel, for er der noget dejligere kombinationen af sprød mørdej, blød mazarin og knasende nødder?

Tærten er egentlig ikke kompliceret at lave, men den er lidt tidskrævende, for den skal bages af flere omgange – men gør det alligevel, for resultatet er himmelsk!

Opskrift på nøddemazarintærte
Til 6-8 mennesker

Mørdej:
225 gram hvedemel
150 gram smør
Et lille æg
3 spsk. flormelis
Et nip salt

Mazarinmasse
150 gram marcipan
100 gram blødt smør
100 gram rørsukker
2 æg
50 gram mel
En halv stang god vanilje

Start med at lave mørdejen. Skær smørret i tern og kom det i en skål med flormelis, salt og hvedemel. Indarbejd smørret i melblandingen, så konsistensen bliver som krummer.

Pisk ægget grundigt sammen, og kom det i smør- og melblandingen. Bland ægget forsigtigt og hurtigt ind i dejen – uden at ælte for meget. Den skal bare lige hænge sammen.

Pak mørdejen ind i film, og lad den hvile i køleskabet i mindst en time. Når dejen har hvilet, så rulles den ud med lidt hvedemel. Smør et tærtefad med en diameter på ca. 26 cm grundigt, og tryk tærtedejen ud i fadet.

nøddetærte, bund, feb 2013

Prik tærtedejen jævnt, så eventuelle luftbobler kan slippe ud. Kom tærtefadet med dej i fryseren. Efter 15 minutter i fryseren forbages tærtebunden i ovnen i 10-12 minutter ved 200 grader.

Mens tærtebunden  er i ovnen, så laver man mazarinfyldet. Start med at ælte marcipanen, sukker og vanilje og tilsæt derefter det bløde smør lidt efter lidt, til det bliver en sammenhængende masse. Pisk så æggene i ét ad gangen og tilsæt til slut hvedemelet.

nøddetærte, mazarin, feb 2013

Fordel mazarinen i den forbagte tærtebund, og bag det i 10 minutter.

nøddetærte, bund med mazarin, feb 2013

Nøddefyld:
200 gram nødder – gerne en blanding af hasselnødder og paranødder
50 gram smør
75 gram brun farin
75 gram rørsukker
1 dl fløde
1 nip salt

Rist nødderne i ovnen i 5-7 minutter ved 200 grader til de er gyldne og hak dem groft.

Kom smør, salt, sukker og fløde i en gryde og lad det koge ved jævn varme, til sukkeret er helt opløst. Tilsæt de grofthakkede nødder.

nøddetærte, nøddefyld, feb 2013

Fordel nøddekaramellen oven på mazarinen. Skru ovnen ned på 175 grader og bag tærten i yderligere 15-20 minutter til den er helt gylden.

nøddetærte, færdig tærte, feb 2013

Lad tærten køle helt af, og server den i pæne skiver – eventuelt med en skefyld fed cremefraiche til.

Indlæg tagget som : , , , ,
Relaterede indlæg

10 Diskussioner om dette post

  1. Sara siger:

    Hvor ser det bare lækkert ud! Vil helt klart prøve den, men hvor stor er din springform?

    • Sofie siger:

      Hej Sara

      Mit tærtefad er 22 cm i diameter.

      Bedste hilsner
      Sofie

      • Diana siger:

        Er den fryseegnet? Hvis ikke i hvor god tid kan man så lave den? Hører til dem der helst ikke skal have for mange jern i ilden på selve dagen 🙂

        • Sofie siger:

          Hej Diana

          Selve tærten er ikke fryseegnet, men du kan lave mørdejen i forvejen og fryse den. Tærten fin efter et par dage på køl, men mere end to dage og så begynder den at blive blød.

          Bedste hilsner
          Sofie

          • Diana siger:

            Hej igen,

            hvis jeg bager den onsdag aften, og skal bruge den torsdag eftermiddag, skal jeg vel sætte den i køleskabet natten over?

  2. […] er en kombination af denne kageopskrift og denne karamelopskrift, så for god ordens skyld, kommer her min variation af […]

  3. […] her tærte fandt jeg opskriften på hos Sofies Spisekammer. Det er en nøddemazarintærte og den smagte bare sindsygt godt. Det tager lidt længere tid at […]

  4. Stina siger:

    Kan man lave din nødderærte nogle dage i forvejen?
    – Stina

Skriv en kommentar