En glad flæskesteg med frisk rødkålssalat

Rødkål, færdig1, december 2013

Jul og flæskesteg hører uløseligt sammen. I min familie spiser vi både and og flæskesteg juleaften, og selvom en god and smager dejligt, så er det flæskestegen, som vinder førstepladsen hos mig. Sprød svær og saftigt, blødt kød – så bliver det bare ikke meget bedre.

Jeg spiser, som en del af jer nok ved, helst økologisk kød, så da Økologisk Landsforening spurgte, om jeg ville give et bud på en økologisk julemiddag, slog jeg til med det samme. Når det er juleaften, skal flæskestegen altså være fra en glad økologisk gris med krølle på halen. Jeg kan lide at vide, at svinet har gået ude med trynen i den danske muld og hygget sig – uden præventiv medicinering med penicillin og uden mavesår, som ellers er hverdagskost for alt for mange danske svin i det konventionelle landbrug. Ikke alene er det mest dyreetisk at købe enten frilandskød eller økologisk kød, men det smager også bedre – og fortjener vi ikke alle, mennesker såvel som grise, det bedste juleaften?

I min familie spiser vi altid en frisk rødkålssalat til julemaden og her har jeg lavet en med rødkål, dadler, appelsiner og valnødder – den smager skønt til både flæskesteg og and. Denne gang har jeg lavet hasselbackkartofler til, men man kan selvfølgelig sagtens lave klassiske brune eller hvide kartofler til.

Flæskesteg
Til seks mennesker

En økologisk flæskesteg på 1,5 kg
6 laurbærblade
3 spsk. groft salt
½ liter god grøntsagsbouillon (jeg brugte herbamare)
2 løg
2 fed hvidløg

Til saucen
Sky fra stegen
1 spsk. mel
½ dl vand
1-2 dl rødvin
1-2 spsk. ribsgele
Evt. mere bouillon
Evt. balsamicoeddike
Salt og peber

Rids flæskestegens svær, hvis den ikke er ridset. Gnid kødet med masser af groft salt – det skal også ned mellem sværene og stik et par laurbærblade ned mellem sværene.

flæskesteg, økomærket, december 2013

Flæskesteg, klar til ovnen, december 2013

Læg stegen på en rist og sørg for, at sværen ligger så fladt som muligt – brug eventuelt noget sølvpapir. Sæt eventuelt et stegetermometer i stegen.

Kom bouillon, grofthakkede løg, hvidløg og laurbærblade i et fad.

Flæskesteg, løg og fond, december 2013

Tænd ovnen på 200 grader, sæt fadet i ovnen og placer risten med stegen over, så fedt og stegesky fra kødet bliver opfaget.

Giv stegen en god times tid ved 200 grader – hvis man bruger stegetermometer, så lad stegen stå til, den er 55 grader. Er sværen sprød, så steg videre i 10-15 minutter. Hvis den ikke er sprød, så sæt grill på og tag stegen ud, når den er 65 grader.

Flæskesteg, færdigstegt, december 2013

Lad stegen hvile 15-20 minutter utildækket.

Lav saucen imens. Si stegeskyen fra fadet i ovnen og skum det meste af fedtet af. Der vil ca. 2 dl stegesky – eller så spæd op med lidt bouillon. Varm sky og rødvin op. Ryst mel og vand sammen til jævning og hæld i saucen under omrøring. Smag til med ribsgele, mere rødvin, salt, peber og eddike. Lad saucen koge et par minutter under omrøring.

Flæskesteg, sauce, december 2013

Rødkålssalat
½ lille rødkålshoved
125 gram grofthakkede dadler
100 gram valnødder
4 appelsiner

Hak rødkålen fint, skræl appelsinerne og skær dem i tern.

Rødkål, appelsiner, december 2013

Hak valnødder og dadlerne groft og bland sammen med appelsiner og rødkål. Hæld saften fra appelsinerne over salaten, hvis den virker lidt tør.

Rødkål, færdig, december 2013

Server sammen med kødet, saucen og kartofler.

Flæskesteg, færdig1, december 2013

Indlægget er sponsoreret af Økologisk Landsforening

Indlæg tagget som : , , ,
Relaterede indlæg

3 Diskussioner om dette post

  1. A + K = ♥ siger:

    Lækkert – jeg er ikke vild med den varme rødkålssalat, den friske er tilgengæld lige mig.

    – Anne

  2. jan johansen siger:

    WauW lækre billeder og gode opskrifter !! det skal prøves !! fudge og det hele.
    hvis du elsker fudge og karamel, så besøg den indiske sweets butik punjab sweet hause valby
    den bedste i byen stort udvlg og fredag er der meget helt frisk ,stærkt vanedannende mmmm
    de har en karamel blok hvor sukkeret er trukket i tråde i fudgen men ikke som det tyrkiske hilsen sukkergrisen øøøf

    • Sofie siger:

      Hej Jan

      Mange tak for din søde kommentar! Jeg vil da helt sikkert kigge forbi den butik – det lyder forjættende!

      Bedste hilnser
      Sofie

Skriv en kommentar