Hjemmelavede flødeboller – klassiske og med lakrids, hindbær og hvid chokolade


flødeboller - halv med kokos, december 2012flødeboller - hvid chokolade, december 2012

Min søster har længe gerne ville lave flødeboller. Nu er det så blevet december, og hvad er mere passende end søde sager i december? Så vi brugte en dejlig vintereftermiddag i køkkenet. Det er et både sjovt og hyggeligt projekt, og resultatet bliver meget bedre end købeflødeboller.

Vi lavede to slags – helt klassiske på marcipanbund med og uden kokos og en lidt mere speciel med hindbærskum, hvid chokolade overtræk og drysset med lakrids pulver.

Jeg havde gjort forarbejdet til projektet ret grundigt for at finde den bedste metode – skulle flødebollerne have kransekagebund, kiks eller være af ren marcipan? Skulle marengsmassen laves med glykosesirup eller almindeligt sukker? Skulle de bages, inden de overtrækkes med chokolade? Til sidst besluttede jeg mig for en hel enkel bagt marcipanbund og en klassisk italiensk marengs – og resultatet var glimrende.

Flødeboller
24 flødeboller

500 gram god marcipan
150 gram pasteuriserede æggehvider
300 gram sukker
1 dl vand
1 halv stang vanilje
3 spsk hindbærpulver – kan købes online
200 gram hvid chokolade
200 gram mørk chokolade
Lidt kokos
1 spsk lakridspulver

Bunde:

Hvis man har købt en rulle marcipan, så kan man let skære bundene ud ved bare at skære rimeligt tynde skiver ud af selve rullen. Ellers må man i gang med en kagerulle, lidt flormelis og en udstikker. Bag bundene i ovnen på 175 grader i ca. 5 minutter

flødeboller - bagte marcipanbunde, december 2012

Italiens marengs:

Vand og sukker koges i 3-4 minutter til sukkersirup. Imens piskes æggehviderne til skum. Når sukkeret i siruppen er helt opløst, og siruppen er blevet lidt tykflydende tages den af blusset og køler af et øjeblik. Derefter hældes den langsomt i æggehviderne, mens man pisker med en elpisker eller i en røremaskine. Pisk i mindst 15 minutter – indtil skålen er helt kold. Det er vigtigt at piske meget længe, for ellers falder marengsen sammen efter et par timer.

flødeboller - italiens marengs

Hvis man laver to forskellige slags flødeboller, så deles marengsen i to. Tilsæt hindbærpulveret til den ene halvdel, og arbejd det ind i marengsen.

flødeboller - italiens marengs blandet med hindbær, december 2012

Kom marengsen i en sprøjtepose, og sprøjt den ud på de kolde marcipanbunde.

flødeboller - sprøjtet på bund, december 2012flødeboller - udsprøjtet på bund, december 2012

Bag herefter flødebollerne kort i ovnen – 4-5 minutter på 175 grader. Det gør det lettere at overtrække flødebollerne med chokolade.

Hak chokoladen meget fint, og smelt den meget forsigtigt over vandbad. Overtræk herefter flødebollerne med chokolade – det gøres lettest med en blanding af en teske og en pensel.

flødeboller - chokoladeovertræk, december 2012

Dæk alle flødebollerne forsigtigt med chokolade – jeg har i denne opskrift med vilje beregnet rigtig meget chokolade til overtrækning, da det er meget lettere at arbejde med, hvis man ikke skal spare på chokoladen.

Hvis man vil drysse sine flødeboller med fx kokos eller lakridspulver, så skal det gøres nu.

flødeboller - nu skal de tørre, hvid, december 2012

Lad flødebollerne tørre indtil chokoladen er helt stivnet, og server dem for et par meget heldige gæster.

flødeboller - helt færdige, december 2012

Relaterede indlæg

26 Diskussioner om dette post

  1. Trine Sørensen siger:

    Hej, efter at have læst opskriften på de her flødeboller, tænker jeg at jeg vil kaste mig ud i det.. Hvor køber man sådan noget pulver til at blande i?
    Mvh
    Trine

  2. Britt siger:

    Jeg satte flødebollerne i fryseren en time, inden jeg overtrak dem med chokolade. Det gør det meget nemmere og så stivner overtrækket også meget hurtigere. Det smager i øvrigt skønt, at blande revet appelsinskal i marcipanen og/ eller skummet.
    Britt

    • Sofie siger:

      Hej Britt. Du bagte dem så slet ikke, men kom dem i fryseren i stedet? Det vil jeg da prøve næste gang – tak for tippet! 🙂 Bh. Sofie

  3. Bettina siger:

    Hej Sofie
    Spørgsmål……
    Hvor længe kan du holde sig?….

    • Sofie siger:

      Hej Bettina

      De har aldrig overlevet længere end et par dage i køleskabet hos mig. Efter ca. to døgn i køleskabet kan skummet godt begynde at falde lidt sammen, men de smager stadig fint. Jeg vil dog ikke mene, at de kan klare mere end 3-4 dage på køl.

      Bedste hilsner,
      Sofie

  4. Lucila siger:

    Jeg lavede flødeboller i dag efter din opskrift 🙂
    De er blevet rigtig fine. Jeg lavede med både hvid, lys og mørk chokolade, og brugte mandelflager, kokos, og kakao pulver som toppings til dem.

    Jeg bagte dem, og satte dem bagefter til køl i køleskabet inden jeg puttede chokolade på, og det virkede rigtig godt 🙂

    her er lidt billeder af processen og det endelige resultat:

    http://sphotos-h.ak.fbcdn.net/hphotos-ak-ash3/555098_10200992548796820_1298377323_n.jpg

    http://sphotos-a.ak.fbcdn.net/hphotos-ak-snc7/483795_10200992913325933_1974245321_n.jpg

    Tak for en god opskrift!

    • Sofie siger:

      Hej Lucila

      Jeg er rigtig glad for, at du kunne bruge min opskrift! Dine flødeboller ser rigtig lækre ud – det er en god idé at drysse dem med mandelflager, det vil jeg prøve næste gang!

      Bedste hilsner
      Sofie

  5. Bettina siger:

    Hej Sofie

    Tak for svar. God opskrift og de blev super flotte og nemme at lave. Jeg lavede mine med mørk chokolade og dryssede med frysetørret hindbær. Blev så flotte.
    I øvrigt læste jeg flere steder at man bare skulle lade dem stå og ‘tørre’ en times tid efter man havde sprøjtet marengs på marcipan bunde. Det gjorde jeg, og det fungerede rigtig fint.
    Holdt flødebolle ind over chokolade vandbad på en gaffel og hældte med ske chokolade over. Overflødig chokolade løb så bare direkte ned i skål igen.

    Hilsen Bettina

    • Sofie siger:

      Hej Bettina

      Godt at høre at projektet var en succes – hjemmelavede flødeboller er bare helt utroligt meget lækrere end købeflødeboller!

      Jeg har også prøvet at lade flødebollerne tørre, og ja det fungerer også udmærket – jeg foretrækker dog stadig at bage dem kort, men man skal selvfølgelig bare gøre, hvad man synes fungerer for en. Blev din chokolade ikke misfarvet, hvis den blev ved med at være over varme? Den må vel blive for varm i længden, tænker jeg umiddelbart.

      Frysetørrede hindbær er også et hit hos mig – de smager skønt og er så dekorative!

      Bedste hilsner
      Sofie

  6. Bettina siger:

    hej Sofie

    Altså……. de er ikke blevet sådan helt skinnende blank chokolade. Men de er ikke blevet misfarvet.
    Jeg tog skålen af varmen så chokoladen ikke blev over varmen.
    Jeg lavede også kun en halv portion flødeboller. Ellers tror jeg heller ikke man ville kunne nå at overtrække alle inden chokoladen blev for kold 😉

    Hilsen
    Bettina

    • Sofie siger:

      Hej Bettina

      Nej det har du nok ret i. Jeg synes bare, at en halv portion flødeboller forsvinder alt for hurtigt i mit køkken..

      Bh
      Sofie

      • Bettina siger:

        Jeg fik 13 flødeboller ud af det af halv portion og endte så faktisk med 17 …. pga en fejl….. og for meget skum.
        Sidder lige nu og ser Masterchef på tv3 og de skal flødeboller. Er SUPER glad for mit resultat når jeg ser hvad de kæmper med. Glad for din opskrift og har fået mange komplimenter. Et var : Det var de BEDSTE flødeboller de nogensinde havde smagt.
        Og vil så lige sige , – jeg lavede mine i lørdags og de er altså stadig i dag torsdag vildt lækre. Og ikke anderledes end da jeg lavede dem. 🙂

        Hilsen Bettina

  7. Camilla siger:

    Hej
    Jeg har lige været ved at lave de fantastiske flødeboller:-) men da jeg skulle overtrække dem med chokolade vare det som om at skummet flyttede sig?! hvad har jeg gjort galt?

    • Sofie siger:

      Hej Camilla

      Jeg kunne forestille mig, at du måske ikke har pisket skummet længe nok. Det at bage skummet kort, skulle også meget gerne hjælpe på skummets fasthed.

      Håber de smagte dejligt alligevel!

      Bh
      Sofie

  8. mette siger:

    Hejsa.
    Jeg skal kaste mig ud i at lave dine flødeboller, men kan i opskriften ikke finde ud af hvor og hvornår jeg skal bruge den halve vanille stang? Hilsen fra Mette.

    • Sofie siger:

      Hej Mette

      Jeg kan godt se, at det mangler at blive specificeret i opskriften – tak fordi du siger det! Kornene fra vaniljestagen skal piskes i skummet – du kan enten komme det i hele portionen for en blid vaniljesmag eller bare tilsætte det til den portion skum, som du ikke kommer hindbær i.

      God fornøjelse og god påske!

      Bh
      Sofie

      • mette siger:

        Super. jeg regnet også med at det var der det skulle i, men måtte lige være sikker.
        Jo Mange tak og også en rigtig dejlig påske til dig.

  9. Tina siger:

    Hej Sofie.
    Jeg skal lave dine flødeboller imorgen. jeg vil lave nogen små og overtrække halvdelen med lyserød chokolade og den anden halvdel med mørk. Hvor kan man købe hindbær pulver og kan man bruge anden form for hindbær;?? Frosne som blendes eller?Grunden til små lyserøde er at min datter skal døbes på søndag og tænkte det ville være lidt anderledes;-)
    Mvh Tina

    • Sofie siger:

      Hej Tina

      Tillykke med din datter – Det lyder rigtig fint med helt lyserøde flødeboller til hendes dåb! Jeg vil ikke anbefale at bruge frosne hindbær, da der vil komme for meget væske i den italienske marengs. Nu ved jeg ikke, hvor du bor, men i København kan man bl.a. købe hindbærpulver i Torvehallerne eller hos Skjalm P. Jeg plejer at bruge Mills & Mortar, men der er så vidt jeg ved flere andre producenter.

      Bh
      Sofie

      • Et par tsk fuld gelantinepulver
        Opløses i en lille smule varmt vand blandes i den afkølede sukkermasse, inden det iblandes den stiftpiskede æggehvide hermed undgårs du de falder sammen efter et par timer
        Sammen med nogle dråber atamon kan de nu holde 14- til en mdr i køleskab
        Med venlig hilsen
        Flemming madsen

        Super lækre italienske boller
        Bland marcala vin i sukkermassen
        Og vend en smule mascapone ost
        I og du har de lækreste
        Tiramisu flødeboller

        Lækre karamel flødeboller
        Bland 2 millilitter karamelessens
        I sukkermassen, når det hele er
        Blandet med æggemassen blandes knust karamel stykker
        Forsigtig i, brug det fine karamel støv som drys ovenpå chokoladen

        Kaluha og whiskey flødeboller
        Kan også anbefales
        Bland alkoholen i sukkermassen
        Og lad den koge med det sidste stykke tid

        Chokolade flødeboller
        Med revet appelsinskal og
        Gran maniere er stærkt vanedandende og munddryppende lækre.

        Håber i kan bruge en skør kok’s
        Ideer
        Hilsen
        Flemming madsen

        • Sofie siger:

          Kære Flemming

          Mange tak for de mange gode forslag. Jeg skal helst sikkert prøve dine spændende og lækre smagsvarianter næste gang jeg laver flødeboller.

          Bedste hilsner
          Sofie

  10. […] af mine andre planer er at lave disse skønne hjemmelavede flødeboller med passionsfrugtskum og hvidt chokoladeovertræk, og måske også en hvid chokolademousse med […]

  11. jeannie siger:

    En god ide er tempereret chokolade. Det vil sige at varmen på chokoladen ligger mellem 31-33 grader 😉
    Hilsen Jeannie

  12. Kirsten siger:

    Skummet blev rigtigt fint og fast, men da jeg bagte flødebollerne, faldt de lidt sammen, og efter et kvarters tid, begyndte skummet at karamellisere og gøre bundene bløde, så skummet ikke længere ville hænge fast. 🙁

    • Sofie siger:

      Hej Kirsten

      Jeg er ked af, at flødebolerne ikke blev, som de skulle. Som jeg læser din kommentar, ser det dog ud som om, at du har bagt dem for længe. Flødebollerne skal max have 4-5 minutter – ikke 15 minutter, så mon ikke det er der, det er gået galt.

      Jeg håber, det går bedre næste gang!

      Bedste hilnser
      Sofie

Skriv en kommentar