Ærtepuré på knasende crostini

Ærtepuré, klar til servering1, juni 2013

Ærter smager af sommer for mig. Friskbælgede er de lige så gode som slik, og i maden giver de farve, sprødhed og sødme.

Ærtepuré er super nemt at lave og kan bruges i alle mulige sammenhænge. Her bruger jeg den til en lille sommerforret på crostini med bøffelmozarella, som det kun tager et øjeblik at lave – perfekt når aftenen er varm, solen stadig skinner, og man hellere vil sidde på terrassen end stå i køkkenet – ja det kan også ske for en madentusiast som mig. Server denne lille appetitvækker med et glas vin inden middagen – skønt!

Ærtepuré
Til 4-6 personer

350 gram friskbælgede ærter – 600-700 gram i bælg
3 spsk koldpresset rapsolie
2-3 spsk cremefraiche
En god håndfuld friskrevet parmesanost
Citronsaft
Salt og peber

Til servering
Mere parmesanost
En kugle god bøffelmozzarella
Lækkert brød – fx et godt sejt surdejsbrød
Frisk basilikum

Bælg ærterne
Ærtepuré, ærter, juni 2013

Kom ærter, olie, cremefraiche og parmesanost i en skål og blend det kort med en stavblender. Konsistensen skal være et sted mellem grov og cremet. Smag puréen til med citronsaft, masser af friskkværnet peber, lidt salt og evt. lidt mere cremefraiche for en lidt blødere konsistens.

Ærtepuré, færdig, juni 2013

Når retten skal serveres, så ristes små skiver brød, til de er helt knasende. Anret så brødet med en skive mozzarella, en god klat ærtepuré, riv lidt ekstra parmesanost over og kom til sidst et par basilikumblade på toppen. Så er der serveret!

Ærtepuré, klar til servering3, juni 2013

Indlæg tagget som : , ,
Relaterede indlæg

Diskussion om dette post

Skriv en kommentar