Kategorier
Juleopskrifter Småkager Sødt

Ginger nuts – engelske ingefærsmåkager

Gingernuts

Min far elsker ingefær, og da han boede i England var en fast bestanddel af hans aftenkaffe en klassisk engelsk ginger nut – en småkage, som på en gang er sprød og alligevel lidt sej, sød men stadig skarp på grund af ingefæren.

Tilbage i Danmark savner min far sin ingefærsmåkage, og hvilken bageglad datter ville ikke se det som sin pligt at forsyne sin far med hans yndlingssmåkager. Efter megen research og en del knapt så gode plader småkager (læs bløde og kedelige eller stenhårde og alt for stærke) er jeg kommet frem til denne opskrift, som fremtryller en helt rigtig ginger nut.

Ginger nuts er også skønne som julesmåkager, og er et dejligt, lidt mere kantet alternativ til de søde vaniljekranse og jødekager, som juletebordet normalt byder på.

Ginger nuts – ca. 40 småkager

125 gram smør
225 gram rørsukker
4 spsk mørk sirup
300 gram mel
1 tsk. natron
3 tsk. stødt ingefær
1 tsk. stødt kanel
1. tsk stødte nelliker
1 æg
Eventuelt 75 gram finthakket kandiseret ingefær.

Smør, sukker og sirup varmes langsomt op, indtil det bliver en homogen masse.

ginger nuts, smør og sukker, oktober 2012

Mel, natron og krydderier blandes og sigtes i smør/sukkermassen. Til sidst tilsættes den kandiserede ingefær og ægget, og dejen røres til den lige hænger sammen.

ginger nuts, dej, oktober 2012

Tril dejen til små kugler, som sættes ud på en bageplade med god afstand i mellem småkagerne, da de flyder en del ud under bagningen.

ginger nuts, dej på plade, oktober 2012

Bag småkagerne 12-15 minutter ved 160 grader indtil de er godt gyldne. Lad kagerne køle helt af inden de spises – eller alternativt lægges i en lufttæt dåse.

Ginger nuts, færdige1, oktober 2012

Småkagerne smager fabelagtigt dyppet i en stærk kop te eller en kop god kaffe.

Ginger nuts, færdige4, oktober 2012

7 kommentarer til “Ginger nuts – engelske ingefærsmåkager”

Har netop lavet disse småkager. Dog puttede jeg kun to teskeer stødt ingefær i. Og så tilføjede jeg revet appelsinskal fra en halv økologisk appelsin. Og de smager himmelsk. Tak for en god opskrift 🙂

Med venlig hilsen
Louise

Virkelig gode! Jeg rev dog lidt frisk ingefær i dejen samt det stødte, og det gav kagerne lidt mere ingefær smag. Ginger biscuits og earl grey tea- nu er jeg klar til en omgang Jane Austens Pride and prejudice;)

MVH
Marie

Endeligt den helt rigtige Ginger nut smag. Havde ikke kandiseret ingefær, men kom noget kandiseret appelsinskal i i stedet. Og et par cm frisk revet ingefær. De er vidunderlige. Tak

Hej Anne
Tak for din kommentar. Den havde forputtet sig i mit spamfilter, så jeg beklager det sene svar. Jeg er glad for at høre, at du er så begejstret for småkagerne og tak for dit appelsin-tip ?

Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.